Siciliens bedste strande

Her finder du Siciliens bedste badestrande

Der er et utal af små og store strande på Sicilien. Generelt er kvaliteten høj, så du
skal ikke holde dig tilbage, hvis du får lyst til at dase i solen ved kysten eller springe
en tur i det azurblå hav.

Azurblåt hav omfavner Sicilien til alle sider, og det er nemt at få adgang til bølgerne, hvis
du skulle få lyst til en kølig dukkert eller måske er vild med at snorkle.
Der er strande ved byerne og midt i byerne. Der er strande omgivet af berusende, naturlig
skønhed eller barske klipper. Der er laguner, utilgængelige naturperler, der er komfortable
strande og udfordrende strande, og der er strande for familier, dykkere og vandsportsfolk.
Siciliens strande kan kort sagt det hele. Her har vi udvalgt nogle de allerbedste
badestrande på den smukke ø. Vi kunne have valgt mange andre, for generelt er
kvaliteten af strandene høj. De fleste har sand, men der er også gode strande med
småsten.
De mest populære strande på Sicilien er meget søgte i sommerperioden. Men du kan altid
finde en strand med kun få hav- eller solbadende mennesker på. Lej en bil, og find din
egen favoritstrand. Det er en af Siciliens mange kvaliteter.
En del sicilianske strande er inddelt i et offentligt område, som er gratis og tilgængelige for
alle, og et semi-privat område, en såkaldt lido eller bagno, hvor man typisk skal betale for
en liggestol, men hvor der til gengæld er livreddere, børnefaciliteter etc.
Gode strandregler til Sicilien

  • Gå ikke i badetøj på en restaurant, men gerne på en strandbar.
  • Tag en t-shirt over hovedet, før du forlader stranden og går op i byen.
  • På strande (lido eller bagno) med liggestole og parasoller, vælger du den ønskede plads og betaler derefter til en "bagnino", når han kommer forbi.
  • Læg et håndklæde på den liggestol, du har lejet.
  • Hav kontanter med på stranden til liggestole, is, drikke osv.
  • Hav gerne meget lidt og meget tætsiddende badetøj på, men bad ikke nøgen eller
  • topløs på almindelige strande.

De bedste strande på Siciliens østkyst


Isola Bella.
Mange af Siciliens bedst kendte strande ligger på østkysten, og en af de
smukkeste er uden tvivl Isola Bella. Den er omringet af høje klipper og opkaldt efter en lille
frodig klippeø midt i vandet, som stranden rækker ud efter. Ved lavvande kan man gå
tørskoet helt ud til øen. Selve stranden er forholdsvist stenet, og man kan derfor med
fordel leje en liggestol.
Mazzaro Den lille strand Mazzaro ligger nord for Taormina og er en af de mest populære i området. Det er ikke mindst turen derhen, der er bjertagende. Man ankommer til den lille bugt med svævebane ned over klippeskrænterne fra Taormina og finder her en strand
bestående af små delikate rullesten. Der er både er gratisområder og områder, hvor man
kan leje parasoller og liggestole.

Giardini-Naxos, syd for Taormina, er den længste strand i området. Den gyldne strand
består af skiftevis fint sand og småsten og er omkranset af frodig vegetation. Også her er
der både gratis områder og mulighed for at leje liggestole. Takket være sine mange barer,
spisesteder og restauranter er stranden i Giardini-Naxos også berømt for sit stilfulde
natteliv.

Sicilien

Strande andre steder på Sicilien

 
Cefalu
En af Siciliens bedste strande ligger lige ved en lille, tætbebygget middelalderby, hvilket
giver mulighed for en ualmindelig fotogen strandtur. Cefalu på Siciliens nordkyst klynger sig til siden af en klippe, der rejser sig højt og lodret ud i havet. På det smalle område mellem klippen og havet er der dannet en naturlig strand, hvor farverige fiskerbåde bliver trukket op og badegæsterne kan gå direkte fra byen og ud i det klare hav. Der er flere strande i området, hvoraf mange er fremragende, men stranden ved den historiske bykerne er den mest ikoniske og pittoreske. Velegnet for hele familien.
Scala dei Turchi (italiensk for ”den tyrkiske trappe”) er opkaldt efter en kolossal, hvid
klippeformation, der former en slags skæv kæmpetrappe op fra vandet. Den kalkholdige
klints klare kontrast til det dybe blå hav skaber en naturlig scenografi om din badetur, der
skal nydes hele vejen til solnedgang. Det er muligt at bade både direkte fra den hvide
klippe og på strandene i nærheden.

Du finder Scala dei Turchi vest for Agrimento nær Porto Empedocle på Siciliens sydkyst.
Mondello er den perfekte strand, hvis man vil studere sicilianerne, mens man solbader.
Den lange kurvede strand med det fine, bløde sand er et yndet udflugtsmål for hele
Palermo. Her mødes man, her slappes der af, og her nyder man livet. Der kan være
tætpakket og livligt, men omgangstonen er altid behagelig og meget civiliseret. Mondello
er ideel for familier. Her er alle tænkelige faciliteter, livreddere, snackboder og restauranter i høje og lave prisklasser. Det er muligt at leje liggestole, parasoller og små både. 

Spiaggia dei Faraglioni vest for Palermo er ikke en god strand i traditionel forstand. Man
skal komme her for klippelandskabet. Det er muligt at leje en strandstol og beundre
udsynet, men den bedste grund til at komme her er muligheden for at svømme blandt
klippeformationer, der dukker op af det klare vand som forstenede bølgeplask i
overstørrelse.


Cala Mosche. En af de mere svært tilgængelige strande er Cala Mosche, der ligger i
naturreservatet Vendicari på Siciliens sydøstlige kyst tæt på den arkæologiske udgravning Eloro. Stranden ligger i læ af to store klipper, hvilket gør den rolig og varm selv på en blæsende dag. Den er kun tilgængelig til fods, og der er ingen kommercielle faciliteter. Det gør også, at Cala Mosche ikke bare er en af Italiens smukkeste strande, den er også en af de mindst overrendte.

 

Villa Bianca
Taormina - Sicilien
  • Tæt på byen
  • Udsigt til by og vand
  • Populært hotel
10-06 - Totalpris for 2 Voksne
fra kr 14.990,-
Vello D`Oro
Taormina - Sicilien
  • Flot og indbydende
  • Hyggeligt hotel
  • Morgenmad inkl.
10-06 - Totalpris for 2 Voksne
fra kr 11.190,-
Diamond Hotel & Resort
Giardini Naxos - Sicilien - Italien
  • Populært hotel
  • Hyggeligt poolområde
  • Morgenmad inkl.
24-06 - Totalpris for 2 Voksne
fra kr 15.390,-