Rejsevejledning

Hold dig opdateret om vores destinationer her!

Aktuel rejsevejledning og situationen lige nu (Egypten)
Senest opdateret: 16. marts 2026

Vi er naturligvis opmærksomme på den aktuelle situation i verden og følger løbende alle anbefalinger og rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet, som er vores primære og officielle kilde i sådanne spørgsmål.

Der er fortsat ro og stabile forhold i Egypten, og man mærker ikke til den uro, der præger visse andre områder. Vi holder os konstant orienteret og følger udviklingen tæt. Vores flyvninger opererer desuden ikke over de berørte områder i Mellemøsten.

Vi opdaterer løbende denne side, hvis der sker ændringer, som kan få betydning for vores rejser til Egypten. 



Din tryghed er vores højeste prioritet

Hos Amisol Travel gør vi alt for, at du skal føle dig tryg før, under og efter din rejse. Vi har et erfarent beredskabsteam, der har tæt kontakt med både Udenrigsministeriet og lokale samarbejdspartnere på vores rejsemål. Skulle der opstå uforudsete hændelser, som kan påvirke din rejse, sørger vi for at holde dig løbende informeret.

Ved en akut situation prioriterer vi først de gæster, der skal rejse ud eller hjem i den nærmeste tid. Derefter hjælper vi kommende rejser i den rækkefølge, de står til afrejse.

Vi er desuden i løbende dialog med vores personale, guider og kontor i Egypten, som alle melder om rolige forhold og ingen påvirkning fra situationen i regionen.


Hvad betyder Udenrigsministeriets rejsevejledning for din rejse?


Hvis Udenrigsministeriet fraråder rejser til Egypten (eller et specifikt ferieområde), vil du som kunde naturligvis være dækket. Det betyder, at du enten kan få refusion eller blive tilbudt ombooking til en anden destination.
Hvis du selv vælger at annullere uden at der er sket ændringer i Udenrigsministeriets rejsevejledning, vil afbestillingen ske i henhold til de gældende regler for pakkerejser.
Vi arrangerer ikke rejser til destinationer, som Udenrigsministeriet fraråder. Hvis der kommer en ny frarådning, og du har en rejse planlagt dertil inden for 14 dage, kontakter vi dig direkte med dine muligheder.

Sidst, men ikke mindst, respekterer vi naturligvis de love, regler og normer, der gælder i hvert land, vi rejser til – og vi opfordrer vores gæster til at gøre det samme.

Rigtig god ferie

 

 

Sådan er du stillet, hvis Udenrigsministeriet fraråder rejser (rejsevejledningen ændres)


Når Udenrigsministeriet (UM) ændrer rejsevejledningen – fx til orange (fraråder alle ikke-nødvendige rejser) – kan det påvirke dine rettigheder og vores pligter. Det afhænger især af, om du har købt pakkerejse (hotel + fly) eller kun fly hos Amisol Travel.


1) Hvis du har købt en pakkerejse (hotel + fly) hos Amisol Travel

A) Hvis du allerede er rejst og er på destinationen
Vi har pligt til at hjælpe og yde omsorg – også når situationen skyldes force majeure (fx lukket luftrum, uro eller myndighedsrestriktioner).
Hvis hjemrejsen bliver ramt (fx aflysninger/lukket luftrum), skal vi arbejde på at få dig hjem igen og ombooke til ledige afgange, også på andre flyselskaber, uden ekstra omkostninger for dig, inden for rimelige meromkostninger for en tilsvarende hjemrejse.
Hvis du ikke kan komme hjem som planlagt, skal vi dække rimelig indkvartering i op til 3 døgn. Ved ophold ud over 3 døgn betaler du som udgangspunkt selv hotellet – men vi hjælper fortsat med at finde passende indkvartering og løsninger.

B) Hvis du endnu ikke er rejst
Hvis UM fraråder rejser til destinationen (typisk orange/rød) og det væsentligt påvirker rejsen, kan du som udgangspunkt afbestille pakkerejsen uden gebyr.
Timing (”14 dage”): Situationen kan ændre sig hurtigt. Derfor kan vi – efter lov/praksis – i nogle tilfælde afvente til tættere på afrejse med at give endelig besked om gratis afbestilling/ændringer, fordi rejsevejledningen kan nå at blive lempet igen. Som tommelfingerregel vil du typisk høre fra os inden for de sidste ca. 14 dage før afrejse, hvis din rejse bliver berørt.

2) Hvis du kun har købt fly hos Amisol Travel

A) Hvis du allerede er rejst og er på destinationen
Ved flybilletter købt alene er man ofte mere ”på egen hånd”. Hjælp, ombooking og dækning afhænger primært af flyselskabets regler og eventuelle passagerrettigheder.
Vigtigt: EU-regler om hjælp/ombooking/hotel (EU261) gælder ikke i alle situationer – fx kan de være begrænsede, hvis du flyver fra et land uden for EU med et ikke-europæisk flyselskab.

B) Hvis du endnu ikke er rejst
Hvis luftrummet/flyvningen stadig er åben, er der ikke generelt en automatisk ret til gebyrfri afbestilling af en ren flybillet, selv om UM fraråder rejser. Det vil typisk bero på billettypen og flyselskabets betingelser.

Hvad gør Amisol Travel – helt praktisk?
Vi følger UM’s rejsevejledning og den aktuelle situation tæt og kontakter dig, hvis din rejse bliver berørt.
Er du på destinationen på en pakkerejse, er vores første prioritet sikkerhed og hjemrejse i god orden – og vi hjælper med løsninger, ombooking og nødvendig indkvartering efter reglerne.

 

 

REJSEFORSIKRING

VIGTIGT! Tjek at rejseforsikring dækker i det land du skal til. Ellers anbefaler vi at man kontakter Gouda, som dækker godt også i tilfælde af karantæne/isolation ved coronavirus  https://www.gouda.dk 
 
Hvis du får besked på at gå i karantæne af lokale myndigheder, skal du som det klare udgangspunkt følge de lokale myndigheders anvisninger. Du bør også kontakte dit rejse- og forsikringsselskab.
 
------------

Når du rejser med Amisol Travel, er du altid beskyttet af loven om pakkerejser. Vi er medlem af Den Danske Rejsegarantifond og følger derfor de anvisninger vi får derfra.

Vores telefon 80 401 402 er åben fra kl. 10.00-16.00 mandag til torsdag, og fredag fra 10.00 til 15.00.  

 

Venlig hilsen
Amisol Teamet

Læs mere